Denne anmeldelse er skrevet af Kenneth Hansen (Ginforeveryone). Han er en del af vores ambassadørkors her hos Mr. Gin.
Du har helt sikkert set denne gin enten på en webshop, hylden i dit lokale supermarked eller hos din lokale ”ginspusher”. Elg Gin kommer fra Nordsjælland, nærmere fra Stone Grange Destilleri ved Fredensborg. Henrik Elsner har siden 2009 drevet Elg Spirits, som ligger med jorde ned til Esrum Sø.
Destilleringen foregår på et tysk håndlavet destillationsapparat og tappes på flasker direkte på eget destilleri, som ud over destillationsapparat også huser eget laboratorium, hvor kvaliteten sikres. Det er Henrik, der til dagligt også fungerer som Master Distiller, hvis vision er at producere autentisk spiritus med et solidt håndværk og fokus på naturvidenskaben. Jeg tænker ikke, det er en udfordring, når man er biologisk kemiker.
Elg Gin er navnet på en række lækre gins, der dækker Elg Gin No. Rækken, julegin, slåengin samt andre specielle destilleringer. Vi har i dag fokus på Elg Gin No. 1, som Elg Gin selv udråber som en ”allround gin”. Ginen består af 3 botanicals, nemlig enebær, korianderfrø samt gulerødder, hvor ginen mest domineres af enebærnoten. Når vi nærstuderer Elg Spirits hjemmeside, læser vi, at opskriften på denne gin er baseret på en opskrift fra 1800-tallet. En gin, som helt sikkert mere tiltaler gin-entusiaster, der elsker enebærnoter fremfor de florale eller blomsterprægede gins.
Elg Gin leverer deres gin i en krystalklar glasflaske med tilhørende prop af træ samt en super lækker etiket, som på fineste vis illustrerer, at der er tale om et kvalitetsprodukt. Man er ikke i tvivl om brandet, ej heller om kvaliteten. Tjek lige alle de udmærkelser/priser, som etiketten prydes af. Elg Gin No. 1 har vundet et hav af IWSC-priser.
Smagsoplevelse
Nu elsker jeg virkelig en gin, der er ”heavy” på enebær, så blev slet ikke skuffet. Virkelig et dejligt produkt, som Henrik Elsner har destilleret. Den præsenteres virkelig dejligt neat i et glas over is og kan helt sikkert drikkes rent. Når du dufter til ginen i dit glas, præsenteres du for en dejlig sød note af gulerod. Det lyder måske underligt, men det er virkelig en dejlig note og ikke voldsomt tilstede. Dernæst en krydret og enebærpræget note. Når du smager ginen rent, er det faktisk enebær, som træder frem. Det er dejligt, når de nu også lover, den er ”heavy” på enebær. Ellers vil jeg sige, den fremstår frisk og velafbalanceret. En gin, som har en dejlig duft, smag og slet ikke at tale om eftersmagen. Den er superdejlig på enebær, til dels lidt ”spicy”, men også krystalklar og lækker blød i smagen.
Du vil opleve, at din Gin Tonic bliver hvad der kaldes opaliseret, altså at den, når der iblandes Tonic, fremstår en smule ”mælkehvid”. Se det helt klart som et kvalitetstegn og et udtryk for et højt indhold af æteriske olier.
Tonic-parring
Elsker du noter af enebær i din Gin Tonic, så anbefaler vi helt klart Elg No. 1. Og hvad skal du parre den med? Vi anbefaler enten en helt almindelig Indian Tonic eller en Mediterranean Tonic. Vi har her parret Elg Gin No. 1 med en Mediterranean Tonic fra Fever-Tree. Vi synes, det lige giver det sidste lækre tvist til denne dejlige gin. Vi har garneret med en lille skive dehydreret grape.
Hils på vores ginambassadør :-)
Denne anmeldelse er skrevet af Kenneth Hansen, som står bag Instagramprofilen Ginforeveryone.
. Han er 46 år og er bosiddende i Odense med hustruen Stine og deres 2 børn. Privat arbejder han som Kvalitets-/ Engineerings chef hos en af Danmarks største leverandører af lavspændingstavler.
Kenneth elsker gin og han har flere end 300 flasker i samlingen. Han er ikke meget for at nævne en favorit, men Iron Balls Gin er tæt på at være en af dem. Dog med tæt løb fra Geranium Gin, Anholt Gin og Nordic Gin.